Doro Wat - Etiopisk Kylling, med Injera

Denne opskrift giver dig smagen af Etiopien - lige hjem i stuen og køkkenet. Duften fra tilberedningen hænger i huset i flere dage, så hvis du spiser denne ret om søndagen, vil du hver gang du kommer hjem i den efterfølgende uge kunne fornemme krydderierne.

Stilen og krydringen minder meget om indisk mad. Krydret og stærkt, men det er jo også kun seje mennesker, der adopterer fra Etiopien !!!
Bonusinfo: Krydderierne har jeg fundet i Helsekosten, teff-melet i Matas (online) og klaret smør i Føtex. Resten må man fantasere sig til.
Berberé
* 8 hele allehånde
* 10 hele sorte peberkorn
* 6 hele nelliker
* 6 tørre chili
* 4 hele kardemomme
* 1 tsk. spidskommen
* 1 tsk. bukkehornfrø
* 1 tsk. paprika
* 1 tsk. gurkemeje
* 1 tsk. cayennepeber
* ½ tsk. revet muskatnød

Injera
* 3 dl Teff
* 4 dl vand
* 1/2 tsk. salt
* 1/2 tsk. bagepulver

Advarsel

Hvis der anvendes en kylling fra et 5 for 100 kr. tilbud, vil retten eksplodere. Der findes jo heller ikke kyllingefabrikker i Etiopien. Derfor anvendes KUN økologiske velfærdskyllinger til dette projekt.

Kylling
* 1 hel kylling
* Saften af 1 citron
* 100g Ghee (klaret smør) eller margarine
* 1 stort løg
* 3 fed hvidløg
* 1 knold ingefær
* ½ kop olie
* ¼ kop rødvin
* 1 spsk. paprika edelsüss

2 XL æg

Stacks Image 1490

Tilberedning

Dagen i forvejen røres teff sammen med vand. Stilles ved stuetemperatur tildækket med et klæde. Lad det hele stå og trække til næste dag.

1 kylling skæres ud i mindre stykker. Marinér stykkerne i en time med citronsaft og 1 tsk. groft salt. I mellemtiden kan du tilberede Berberé. Til denne ret anvender jeg Berberé i en krydderpasta-udgave. Kan også fås i pulverform.

Brug en morter eller en elektrisk kaffekværn til at knuse krydderierne, så de ligesom Anne Hjernø plejer at sige: "Frigiver alle de dejlige æteriske olier!". Krydderierne har jeg fundet i Helsekosten.

Blend krydderierne med tern af ingefær, hvidløg og hakket løg med vin og olie.

Kyllingestykkerne skal steges i "Niter Kebbeh" - Det er Ghee med Berberé. Bakkedal laver et produkt, der minder om Ghee, nemlig klaret smør. Det har jeg fundet i Føtex. I en tilstrækkelig stor gryde svitses ved svag varme 1 spsk. mild paprika af i det klarede smør. Vend kyllingestykkerne og Berberé-pastaen. Tilsæt 1 glas vand og lad hele baduljen simre i 45 minutter. I mellemtiden tilbereder du injera'en.

Tilbered et par hårdkogte æg.

Tilsæt ½ tsk salt og ½ tsk bagepulver til dejen fra i går. Som pandekager steges de kun på den ene side under låg, så de ikke tørrer ud. Når boblerne kommer frem og dejen ser tør ud på oversiden er injera'en færdig.

Lige inden serveringen puttes de hårdkogte æg sammen med kyllingestykkerne og krydderierne.

Velbekomme.